Silkeborgs borgmester Steen Vindum og hotelchef Thomas Simonsen foran den nye "bike-pit" på Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter. Foto: Anders Bach

Silkeborg skal være outdoor-centrum

Silkeborg skal være danskernes foretrukne destination for såkaldt outdoor-sport og -motion, altså fysisk træning i naturen. Arbejdet med at nå målet er i fuld gang.

- Vi har ikke bare Danmarks største, sammenhængende skovområde, men også landets smukkeste natur. Det skal vi bruge til at gøre Silkeborg til landets centrum for outdoor. Nu er vi i gang med lave Danmarks længste mountainbikespor, nye faciliteter for kano- og kajakfolket er på vej, vi planlægger hotspots i naturen til alle motionister og udvikler en app med alle de smukke motionsruter i området, siger Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V).

Satsningen matcher udviklingen i danskerne fritidsinteresser. Vi er vilde med udendørs motion og sport, og helt nye tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at interessen bare stiger og stiger.

Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter har taget ambitionen til sig og oprettet en 'bike-pit'.

I bike-pit'en kan hotelgæster med hang til en tur på mountainbike vaske, vedligeholde, opbevare og reparere deres cykler.

44 procent af alle voksne danskere dyrker nu motion i naturen, der dermed er blevet danskernes klart foretrukne arena for sportslige udfoldelser.