To mænd efterlyst for indbrud

To mænd begyndte i går formiddag at løbe i hver deres retning, da de blev set på en lukket villavej. Kort efter blev et indbrud opdaget på samme vej.

En beboer i en villa på Søtoften i Virklund kom i går klokken 12.15 hjem til et hus, der havde været udsat for indbrud inden for de seneste timer.

Husets terrassedør var opbrudt, men der var ikke umiddelbart stjålet noget.

Beboeren ringede efter politiet, der ved afhøring af vidner fandt ud af, at to mistænkelige mænd var set på vejen en times tid forinden.

De to mænd luskede ifølge et vidne rundt på vejen, og da blev klar over, at de var blevet set, stak de af til fods i hver deres retning.

Mændene beskrives begge som 20-30 år gamle. Den ene var 180-190 cm, almindelig til kraftig af bygning og iført en grå hættetrøje og beigefarvede bermudashorts. Den anden var 170-180 cm høj, spinkel og iført en blå langærmet tshirt og jeans.

- Hvis nogen har kendskab til de to mænd, så vil vi gerne høre mere om dem, siger Morten Kjær Andersen fra politiet i Silkeborg.

Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis du har set eller kender mændene

Havetraktor stjålet gennem hul i hegn
Politiet modtog i går anmeldelse om yderligere to indbrud og tyveri af en havetraktor.

Silkeborg Motorcentrum på Stagehøjvej fik natten til i går klippet et hul i hegnet til et aflåst udendørsareal.
Bag hegnet holdt en Husqvarna havetraktor, der blev stjålet. For at få den væk måtte tyvene klippe et 120x100 cm stort hul i hegnet. Havetraktoren var 18.000 kroner værd.

På Svejbækvej ved Svejbæk, men på sydsiden af Julsø, var der i weekenden indbrud i en villa. Her blev et køkkenvindue opbrudt med koben og huset gennemrodet. Der blev ikke umiddelbart stjålet noget.

På Drosselvej i Bryrup blev en villa mellem lørdag og mandag aften udsat for indbrud. Her kom tyven ind ved at knuse en rude i terrassedøren. Der blev stjålet smykker, sølvtøj, en kikkert, et armbåndsur og kontanter fra villaen. Den samlede værdi er ikke opgjort.