Arbejdet med at renovere stien har stået på mellem november 2015 og maj 2016. Foto: Silkeborg Kommune

Trækstien er klar til indvielse

Gennem det seneste halve års tid er en stor del af Trækstien blevet renoveret, og nu er den klar til officiel indvielse.

Fredag den 3. juni kommer borgmester Steen Vindum (V) og skovrider Søren Hald og indvier stien langs Gudenåen.

Det er Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen, der har stået for renoveringen.

I alt er 5,7 km af stien hævet og renoveret, så den kan benyttes tørskoet 10 måneder om året. Omkring 1000 meter er anlagt som en træsti på pæle.

Vejdirektoratet har i samme periode renoveret cirka 1000 meter af stien fra motorvejsbroen og ind mod Silkeborg.

Trækstien er samlet 21,2 km lang mellem Silkeborg og Kongesbro, så en stor del mangler fortsat. Naturstyrelsen og Kommunen håber og arbejder på at finde midler til den resterende del af stien. Første etape på 5,7 km har kostet fem millioner kroner, hvoraf Silkeborg Kommune har betalt den ene million.

Indvielsen af første etape foregår fredag den 3. juni kl. 15.00 ved Gødvad Mælkevej 20B, hvor der er parkeringsmuligheder.