Frikirke vil hjælpe misbrugte børn videre

Silkeborg Frikirke står klar med psykologhjælp til de børn, der har været udsat for overgreb eller sexmisbrug i Byens Kirke, det skriver TV2 Østjylland.

Lars Pugh, der er præst hos Silkeborg Frikirke, er rystet over anklagerne mod en tidligere præst hos Byens Kirke for sexmisbrug af børn gennem en årrække.

- Hvis nogen af kirkebørnene henvender sig nu, så er vi klar til at hjælpe, hvis de har brug for det, siger Lars Pugh til TV2 Østjylland.

Hans kirke har tidligere haft bange anelser over metoder i kirken, da en del nye medlemmer kom til dem i 2008 og 2009 med historier om farlige tendenser, som Lars Pugh udtrykker det.

I 2012 blev pastor Christian Laursen fra Byens Kirke politianmeldt for krænkelser af forskellig karakter mod unge medlemmer af kirken. Anmeldelsen endte ikke i en sigtelse dengang.