Privatfoto

Bil ramt af toget i overskæring

Togdriften mellem Silkeborg og Skanderborg var i går eftermiddag indstillet et par timer, efter at et tog ramte en bil i overskæringen i Ry.

Sammenstødet skete klokken 15.40, da en 30-årig mandlig bilist forsøgte at køre igennem de lukkede bomme, før toget kom forbi.

Ifølge mja.dk overhalede manden køen af biler, der holdt stille for bommene, og prøvede at zig-zagge sig igennem.

Men bilen blev ramt med stor kraft, og blev slynget over i et bomanlæg på den anden side.

Vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, sagde i går til tv2oj.dk, at den 30-årige bilist slap uskadt fra sammenstødet, men at køretøjet blev efterladt totalskadet.

Uheldet medførte en del trafikalt kaos i Ry Midtby, og togdriften mellem Skanderborg og Silkeborg blev indstillet.

Togene kørte igen normalt ved 17.30-tiden.