Dette er en del af et Facebook-coverbillede, der er blevet lavet til begivenheden på fredag.

Kampfly-fjender samler underskrifter

På fredag mødes en gruppe mennesker ved Nye Hede Rytmer i Indelukket for at lave en underskriftindsamling mod indkøb af nye kampfly.

- Vi havde først en misforståelse om, at arrangøren ikke ville have, vi holdt en underskriftsindsamling, men det viste sig, at han ikke havde noget imod det. Så vi vil stille os lidt ude i siden ved indgangen til festivalen med bannere, plakater på skilte og samle underskrifter ind, fortæller en af arrangørerne af aktionen, Anne Mette Andersen.

Indtil videre har 15 mennesker sagt ja til at komme til indsamlingen. Anne Mette Andersen kommer selv, fordi hun synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på det indkøb af kampfly, Folketinget snart skal tage en beslutning om.

- For mig er kæphesten at gøre folk opmærksom på sagen om kampflyene, så folk kan tage stilling. Jeg synes, der er for mange ting, der ryger over hovedet på folk med alle de lukkede møder, Folketinget har. Så selvom jeg måske møder ja-sigere til underskriftindsamlingen, så er det vigtigste at vi får talt om sagen og taget stilling, siger Anne Mette.

Underskriftsindsamlingen er en del af en landsdækkende kampagne, hvor der i København, Aalborg, Aarhus, Svendborg, Rønne, Hammel, Odder og Tårnby afholdes forskellige demonstrationer og aktioner.

Den starter klokken 15 og fortsætter til klokken 16.30. Aktionen foregår i Indelukket ved indgangen til Nye Hede Rytmer, og der vil være sang og musik. Alle er velkomne til at deltage.