Foto: Rigspolitiet

Vejvrede: Greb fat i kraven på bilist

En 35-årig mand blev i går så gal i trafikken, at han greb fat i kraven på en anden bilist midt i et lyskryds.

Den 35-årige kom ved 14-tiden kørende op ad Århusbakken. I samme retning kørte en 23-årig mand fra Aarhus.

Af en eller anden årsag kom de to op at skændes i trafikken, så da de holdt stille i T-krydset ved sygehuset, steg den 35-årige ud af sin bil og gik hen til medtrafikanten.

Han bankede på ruden, og så rullede den 23-årige vinduet ned. Det skulle han ikke have gjort.

Den 35-årige mand rakte ind gennem vinduet og greb fat i kraven på manden. Ifølge den 23-årige, uddelte manden også en lussing.

Efter episoden fik politiet fat i den 35-årige mand, der fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.