Det er vores tur til at få guld

To gange tidligere har Bjerringbro-Silkeborg været i finalen om Danmarksmesterskabet, men begge gange er resultatet desværre blevet til en sølvmedalje – og to gange har BSV-spillerne kunnet hænge bronzemedaljer om halsen.

Men denne gang skal det være guldmedaljer. Det er vores tur! Tredje gang er lykkens gang, og finaleeuforien er stor i klubben, hvor der også hersker stor koncentration op til finalekampene mod Team Tvis Holstebro.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen siger til klubbens hjemmeside, at der selvfølgelig er mange gode grunde til, at Team Tvis Holstebro er kommet i DM-finalen.

- De har kvaliteter, der indgyder respekt, og vi har respekten på plads. Vi har lutter tætte kampe som erfaring med Team Tvis Holstebro, så vi går til opgaven med respekt og med ydmyghed, men selvfølgelig også med en rigtig fin portion selvtillid og en tro på, at vi kan vinde finalen, siger cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.

Tre tætte kampe i foråret

De to hold kender hinanden indgående, og har spillet mod hinanden tre gange indenfor de sidste måneder. De opgør er alle endt i en smal sejr til hjemmeholdet.

- Det bliver en tæt og meget intens affære, hvor det bliver de små sejre i de forskellige faser af spillet, der kommer til at afgøre det hele”, mener Bjerringbro-Silkeborg-træneren.

Kampen i aften starter klokken 21.00 – og hvis du ikke fik billet til Jysk Arena, kan du se kampen direkte på TV2.