Foto: Esben Stenfeldt

Kommunen undersøgte Byens Kirke i 2012

Allerede i 2012 undersøgte Silkeborg Kommune forholdene i den nu lukkede frikirke ”Byens Kirke”, men fandt ingen indikationer på, at der var noget galt, det skriver tv2oj.dk.

Kirken er lukket efter, at det tidligere på måneden er kommet frem, at en af kirkens tidligere præster er anklaget for at have udsat flere af de børn, der kom i kirken, for seksuelle overgreb.

Børne- og Familiechef i Silkeborg Kommune, Ken Engedal siger til tv2oj.dk, at kommunen allerede i 2012 på eget initiativ kiggede kirken efter i sømmene.

- Vi havde samtaler med de unge og spurgte dem om, hvad de havde oplevet, og om de havde oplevet noget, der ikke var i orden. Og her var der ingen indikationer på, at det var tilfældet, siger Ken Engedal.