Politiet spiller håndbold-EM i Silkeborg

Toptrænede politifolk fra hele Europa rykker på søndag talstærkt ind i Silkeborg. Og de bliver her en uges tid.

Det sker, når Midt- og Vestjyllands Politiidrætsforening og Silkeborg er vært for finalen ved de 15. Europæiske Politimesterskaber i håndbold.

I ugens løb bliver der spillet 18 kampe i Jysk Arena, og med i finalerunden er hold fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Norge, Schweiz og Østrig.

Danmark har tidligere været Europamester og vandt sølv ved de seneste Europæiske Politimesterskaber i 2012 i Tyskland.

- Der skal en hel del til at imponere os rent håndboldmæssigt. Vi har jo selv et tophåndboldhold, nemlig Bjerringbro-Silkeborg, men det betyder også, at der er mange i Silkeborg, som virkelig vil sætte pris på så mange kampe på europæisk plan. Jeg glæder mig meget til at se noget fremragende håndbold, siger borgmester Steen Vindum (V).

Alle politifolkene bliver indkvarteret på Hotel Scandic. De ankommer til Silkeborg på søndag. Der er officiel åbning klokken 10.00 mandag den 30. maj, og den første kampe bliver spillet klokken 11.30. Det er Danmark mod Østrig.

Dansk Politiidrætsforbund og Midt- og Vestjyllands Politiidrætsforening gennemfører mesterskaberne i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund, Silkeborg Kommune og VisitSilkeborg.

Valget faldt ifølge formand Jens Claumarch på Silkeborg på grund af spillerfaciliteterne i Jysk Arena, gode indkvarteringsmuligheder og stor lokal opbakning.

Der er fri entré til kampene.