Foto: Rigspolitiet

20-årig narkobilist taget i aftes

Politiet standsede i aftes en 20-årig bilist på Tranevej på Århusbakken. Han blev sigtet for narkokørsel, andre ulovligheder og anholdt.

Den 20-årige mand fra Silkeborg blev standset kl. 21.46 i en lånt bil.

Han blev testet med narkometer, der gav udslag for ulovlige euforiserende stoffer i hans spyt. Derfor blev han sigtet for narkokørsel, anholdt til en blodprøve og kropsvisiteret.

Det viste sig, at han havde en joint på sig, så han blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Endelig viste det sig, at den 20-årige ikke har et gyldigt kørekort, så det blev han også sigtet for.

Fordi han kørte i en lånt bil, kan ejeren nu også risikere en bøde for at have udlånt bilen til en person, der slet ikke må køre den.

Politiet standsede også en 34-årig mand fra Ans på Århusbakken i går. Det var på Mågevej kl. 12.01. Han havde ikke generhvervet sit frakendte kørekort og kan forvente en bøde.