Svindlere stjal 16.330 fra 72-årigs konto

En 72-årig mand fra Silkeborg har anmeldt til politiet, at han har været udsat for databedrageri.

Manden opdagede i torsdags, at der var blevet trukket to beløb fra hans bankkonto, som han ikke kendte noget til.

Først havde nogen trukket 150 kroner og 16 øre – og senere 16.330 kroner og 30 øre. Pengene er trukket via den 72-åriges visakort.

- Kortet er stadig i mandens besiddelse, så det er ikke blevet stjålet. Men banken kan se, at mandens computer har været hacket, oplyser Lis Borup fra Silkeborg Politi.

Lis Borup fortæller også, at man på den 72-åriges konto kan se, at pengene er trukket af et firma, der kalder sig ”House of Fraser”.