Foto: Margrethe Løkkegaard

Bekræftet: VB’s Bisp rykker til Silkeborg

Silkeborg IF har bekræftet, at de har hentet Vejle Boldklubs anfører, den 22-årige forsvarsspiller Niels Bisp Rasmussen på en toårig kontrakt.

Niels Bisp Rasmussen skifter på en fri transfer, da han har kontraktudløb i Vejle ved udgangen af juni.

SIF’s sportschef Jesper Stüker siger til klubbens hjemmeside, at Niels Bisp Rasmussen passer godt ind med de forsvarsspillere, klubben råder over i forvejen.

- Vi ser ham som en spiller, der har niveau til Superligaen her og nu, men som også har potentiale til at blive bedre. Samtidig har han en god karakter, som anførerrollen i Vejle i en ung alder vidner om, siger Jesper Stüker.

Den 22-årige forsvarer fortæller, at der er lagt en plan, som han glæder sig til at blive en del af.

- Jeg ser SIF som en klub med gode rammer for at jeg personligt kan udvikle mig. Det har haft stor betydning for min beslutning, siger Niels Bisp Rasmussen.