Syv indbrud opdaget i weekenden

Ferien er ved at tage sin ende for de fleste, og det betyder også opdagelsen af flere nye indbrud. Fire indbrud i villaer, to i garager og ét i en campingvogn blev i weekenden opdaget og anmeldt.

På Herningvej i Lysbro kom beboerne fredag hjem til et vindue, der var knust af indbrudstyve i løbet af de seneste par dage.

Tyvene havde været inde i huset og stjålet et 50 tommer Sony TV, et B&W stereoanlæg og en induktionskogeplade. I alt var der stjålet for 68.000 kroner.

En villa på Sølystvej i Alderslyst havde mellem onsdag og fredag besøg af tyve gennem et kældervindue.

Hele huset blev gennemrodet, og så rendte tyvene formentlig med nogle smykker. Politiet har endnu ikke fået en endelig opgørelse over tyvekosterne.

I Skægkær var der i løbet af den forgangne uge indbrud i en villa på Skægkær Banevej. Her brød tyven et vindue op og stjal to armbåndsure af mærkerne Breitling og Hublot. Tyven klippede også en Koglen PH-lampe ned, men den blev ikke taget med.

Et armbåndsur var også blandt tyvekosterne på Elmevej i Fårvang, hvor en tyv slog til mellem torsdag og lørdag. Her stjal han også et Pandora armbånd.

Campingvogn og garager
Politiet har også modtaget anmeldelser om indbrud i to garager og en campingvogn.

Makita elværktøj og forskelligt fiskeudstyr var blandt tyvekosterne på Funder Bygade, hvor en garage blev brudt op mellem fredag og lørdag. Der var i alt for 11.500 kroner.

På Lupinvej blev garageporten rykket op i den ene side, og så fik tyven adgang til seks flasker whisky, der var 2000 kroner værd.

På Vandværksvej i Kjellerup holdt en campingvogn midt i sidste uge, da loftslemmen blev brudt op. Tyven stjal en bærbar computer og radioamatørudstyr for samlet 25.500 kroner.

Har du set noget fra de syv forskellige indbrud, kan du tippe politiet på telefon 114.