Igen en dårlig sommer for kanoudlejerne

Det ringe sommervejr sidste år betød, at Silkeborg Kanocenter i 2015 kunne notere det dårligste resultat i de 15 år, ejerne Karsten Kristiansen og hustruen Nynne har drevet forretningen.

Og desværre tegner 2016 ikke til at blive bedre.

Parret siger til mja.dk, at der er masser af kunder de dage, hvor solen skinner. Men de andre dage er der langt mellem turister, der vil på kanotur på Gudenåen.

Karsten Kristiansen siger dog også, at han er ganske godt tilfreds med antallet af kunder de sidste par uger.

- Folk har nok vænnet sig til, at det er sådan, den danske sommer er, og derfor er de ikke så krævende mere og behøver ikke 25 graders varme for at sejle i kano, siger han til mja.dk.

Det er kun sket et par gange i løbet af denne sæson, at alle Silkeborg Kanocenters knapt 300 kanoer og syv joller har været på vandet samtidig, men parret håber ifølge mja.dk, at der fremadrettet kommer nogle weekender med solrigt vejr, som kan rette op på sæsonen.