Foto: Silkeborg Kommune

VisitSilkeborg når ud til flere turister

Ved årsskiftet lukkede turistkontoret i Silkeborg, så denne sæson er den første med opsøgende turistservice. Og det betyder hjælp til flere, skriver mja.dk.

I stedet for et kontor på Torvet, har VisitSilkeborg sendt to cykler med turistinfo på gaden. I højsæsonen holder de på Havnen og på Torvet.

De to bemandede cykler har i løbet af juli ekspederet knap 3000 turister, hvilket er cirka tre gange så mange som sidste år.

Souschef i VisitSilkeborg, Birgit Cornelius, siger til mja.dk, at ekspeditionen ikke er lige så grundig som på turistkontoret. Men hvis turister ønsker grundigere information, kan de altid ringe eller skrive en mail til VisitSilkeborg.

En ekspedition kan være alt fra udleveringen af et kort til en lang snak om Søhøjlandet.