Kjellerup IF spiller 2. division i aften

Efter en fantastisk 2015/16 sæson i Danmarksserien i fodbold, står der nu 2. division på menukortet for Kjellerup IF.

I aften indledes en ny sæson, når KIF klokken 19.00 tager mod Odder IGF Fodbold.

Ambitionerne fejler ikke noget i Kjellerup, og man har brugt sommerpausen til at forstærke holdet.

Der er lavet aftale med Viborg-spillerne Patrick Bang Nielsen og Sebastian Denius. Og i går kom det så frem, at den 20-årige midtbanespiller Malthe Overgaard, der sidste sæson var en del af AGF's superligatrup, også spiller for KIF i denne sæson.

Der bliver trænet intensivt tre gange om ugen, og ifølge klubbens hjemmeside er det ikke blot ambitionen at være med – der skal også gøres en forskel, og KIF skal prøve at sætte dagsordenen på banen.

Aftenens modstander Odder IGF Fodbold har over en længere periode præsteret fint i divisionen og det bliver helt sikkert en svær nød at knække.

Kampen starter i aften kl. 19.00 på Bjerget i Kjellerup.