Foto: Margrethe Løkkegaard

Anfører Flinta forlænger med SIF

Silkeborg IF og Dennis Flinta har fulgtes ad i rigtig mange sæsoner, og det parløb fortsætter. Den 32-årige anfører har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2018.

- Jeg er glad for at være i SIF. Vi har været igennem nogle omskiftelige år på det seneste, og jeg vil gerne være med til at ændre det. Jeg vil elske at løbe ind på Jysk Park som anfører for Silkeborgs hold i Superligaen næste sommer, siger Dennis Flinta.

Inden fredagens kamp mod Lyngby på Mascot Park er Dennis Flinta noteret for 306 førsteholdskampe for SIF. Kun fem spillere har i klubbens næsten 100-årige historie spillet flere.

SIF-anføreren lægger ikke skjul på, at den elevator-tilværelse, klubben har oplevet i de seneste sæsoner med ned- og oprykninger, har været hård kost. Men han ser optimistisk på fremtiden for Silkeborg IF.

- Den nye liga-struktur med 14 hold vil give os et løft, og det samme vil Jysk Park. Jeg vil gøre alt for at vi kan indvie Jysk Park som superligahold, siger Dennis Flinta.

Med en dåbsattest, der afslører at han næste gang fylder 33 år, begynder han også at kunne se karrieren nærme sig sin afslutning. Og det bliver en karriere, der afsluttes i Silkeborg IF.

- Det er langt fra sikkert, at dette bliver min sidste kontrakt. Det må vi se. Men det ligger fast, at når jeg engang slutter, så bliver det i SIF. Jeg ser ikke mig selv andre steder, slår Dennis Flinta fast.