Kvinde får betinget fængsel for hash-lager

Det koster en 21-årig kvinde fra området omkring Silkeborg en betinget straf på 40 dages fængsel, at politiet sidste år fandt over et kilo hash på hendes bopæl.

Mja.dk skriver, at fundet blev gjort da politiet den 16. december sidste år ransagede den 21-åriges bolig i Mollerup.

Foruden hashen blev der fundet 128 gram skunk og digitalvægte, der gav politiet grund til at tro, at kvinden solgte hashen videre fra sin bopæl.

Det fandt retten dog ikke bevist, så den 21-årige blev derfor kun dømt for besiddelse af stofferne.

Foruden de 40 dages betinget fængsel, skal kvinden indgå i en afvænningsbehandling, hvis Kriminalforsorgen ønsker det.