Tyggetobak er skåret tobak, ligesom i en cigaret.

V2 Tobacco presset af Sundhedsstyrelsen

V2 Tobacco har de seneste år oplevet en massiv vækst i salget af firmaets tyggetobak, men et forbud fra Sundhedsstyrelsen kan bremse det hele, det skriver dr.dk.

I et brev til virksomheden har Sundhedsstyrelsen skrevet, at produktet 'Thunder Chewing Bags' er at betragte som portionspakket snus, der ikke må sælges i Danmark. Styrelsen vil nu undersøge sagen nærmere.

Direktør i V2, Marc Vogel, forstår ikke sammenligningen, da de to produkter fremstilles forskelligt.

Marc Vogel siger til dr.dk, at snus er pulveriseret tobak i en tynd pose, mens tyggetobak er skåret tobak i en kraftigere pose.

V2 Tobacco producerer begge dele, men mens snusen kun sælges til udlandet, så er tyggetobakken til det danske marked, hvor tyggetobak er tilladt.

Ifølge dr.dk vil Sundhedsstyrelsen ikke udtale sig om den igangværende undersøgelse.