Solen skinner i dag på Hannah Fjeldsted og Johannes Jensen, men selv når det regner, påvirkes deres campingglæde ikke. Foto: Marie-Louise Kjær

Blandet sæson for campingpladserne

Det har været en våd sommer med rekordmeget nedbør. Faktisk har det ifølge Silkeborg-Vejret.dk været den vådeste juli i byen i ti år.

Normalt er dårligt vejr lig med kontant afregning ved kasse ét for byens campingpladser, men på trods af den knapt så flatterende regnrekord, viser en rundringning til fem lokale campingpladser, at camping-sæsonen i Silkeborg langtfra er skyllet ud i kloakken.

Jens-Erik Justesen ejer Gudenåens Camping ved Indelukket. Han fortæller, at besøgstallet i år faktisk har været bedre end sidste år, der dog heller ikke var særlig god.

Pyt med regnen
Om lidt starter Silkeborg Country Festival, og der regner(!) campingpladsen med at få boostet besøgstallene. Festivalgæsterne er komplet ligeglade med vejret, forklarer receptionist, Nina Vilhelmsen.

Ægteparret Hannah Fjeldsted og Johannes Jensen fra Køng på Sydsjælland er førstegangsgæster på Gudenåens Campingplads og stråler som to sole inden deres planlagte vandringstur på Trækstien.

Regnen er ikke gået ud over deres ophold. Vist har der været lidt oversvømmelser i forteltet, men det er ingenting, påpeger Hannah Fjeldsted, i sammenligning med situationen for dem, der sover i telt.

- Vi tilpasser aktiviteterne til vejret, og regnen gør bare, at vi har shoppet en del. Silkeborg er virkelig en god handelsby, siger ægteparret.

Jehovastævne sendt fra himlen
At Silkeborg skulle være en god handelsby, peger Jehovas Vidner-stævnets effekt på byens økonomi også på. Sidste år blev stævnet afholdt i Stockholm, og fraværet kunne mærkes i Silkeborg, da de lægger adskillige millioner i butikkerne og på årsbasis står for hver tiende overnatning i byen.

Henning Kristiansen fra Silkeborg Sø Camping og Feriehuse er dybt taknemmelig for den store indvirkning stævnedeltagerne har på hans forretning.

I forhold til vejret kalder campingpladsens snart overståede sommersæson for "udfordrende".

- De spontane telt- og campinggæster, der kommer, når vejret er godt, har vi ikke set i år, siger Henning Kristiansen.

Hos Henning har man satset stort på udlejning af feriehuse og mobile homes, og det med succes. For nedgangen i teltliggere på pladsen er gået tilbage med svimlende 25 procent den seneste årrække. I feriehytter er folk mindre vejrfølsomme, forklarer han.

Med nedbørsmængden for juni og juli kombineret, er det den næstvådeste sommer siden 2006.