Politiet stod i morges ved Sølystskolen for at sikre, at første skoledag foregik uden uheld eller forseelser. Foto: Marie-Louise Kjær

Politi-visit på første skoledag

I anledningen af første skoledag stod politiet denne morgen traditionen tro ved de silkeborgensiske skoler.

Det gjorde de først og fremmest for at sikre, at færdselsloven blev overholdt. Der blev holdt øje med manglende sikkerhedsseler og fartsyndere, men primært er formålet den præventive effekt ved den blotte tilstedeværelse.

Nikolaj Stokbæk og Morten Munk fra Silkeborg Politi stod i hver sin ende af Gran Allé, hvor Sølystskolen ligger.

- Vi standser de biler, der ser interessante ud. Selvfølgelig påtaler vi, hvis der cykler en ung med snuden i mobilen. Men vores primære fokus er bilisterne, siger Morten Munk.

En enkelt bøde blev givet til en mor, der selv havde glemt selen, mens hendes barn sad forsvarligt spændt fast. Derudover var det lutter glade miner fra begge parter og et par enkelte venlige tilråb fra forældre, der satte stor pris på politiets tilstedeværelse på dagen.

Politiet vil sætte ind med ekstra kontrol ved skolerne frem til 26. august.

[caption id="attachment_15401" align="alignnone" width="592"]politi første skoledag soelystskolen Morten Munk gør klar til at checke bilister på børnenes første skoledag. Foto: Marie-Louise Kjær[/caption]