Lidt regn vælter ikke en garvet countryfan af pinden. Foto: Marie-Louise Kjær

Våd start på Silkeborg Country Festival

Støvregnen drysser insisterende ned over tilskuerne, der til tonerne af Swinging Dixies' cover af Johnny Cash-nummeret Folsom Prison Blues fejrer, at Silkeborg Country Festival 2016 er skudt igang.

Cowboyhatte og -støvler kan sagtens matches med regnslag og paraplyer, så de hardcore, trofaste country-festivalgængere kan ingen og intet skræmme væk. Og da slet ikke lidt regn.

Runddelen ved Indelukket er rammen, og i modsatte ende af scenepladsen står veteranbiler linet up i en halvcirkel. De, der ikke sidder bænket foran scenen eller står med en øl i hånden, er henne at kigge ind af vinduerne af og til. Imens er en håndfuld modne kvinder i countryinspirerede strutskørter gået i gang med at danse swing med deres partnere foran scenen.

Den officielle åbning kommer senere, lige nu og her er det musikken, det gælder. Og øllene.

Bibbi Jacobsen er datter af to af grundlæggerne af Silkeborg Country Festival. Moderen er henne at hente nogle vigtige gæster, der skal forestå den officielle åbning senere. Afhentning og levering foregår i limousine. Imens agerer Bibbi hjemmevant blæksprutte.

Hun langer en øl over disken til en gammel kending og fortæller, at gengangerne altid er der, og at det er værst med fremmødet af de 'almindelige' silkeborgensere.

- De holder sig væk, når vejret er som i dag. Pladsen er halvtom. Her plejer at være helt fyldt, siger Bibbi med ærgrelse i stemmen.

Dette indledende arrangement er nemlig åbent og gratis for alle. De færreste dumper dog ind, når der ikke er solskin.

Begejstringen over at være i gang fejler dog ikke noget, og forventningens glæde over weekenden er til at tage og føle på.

Silkeborg Country Festival afholdes fra 11.-13. august. På programmet er blandt mange andre Dolly Partons søster Stella Parton.

[caption id="attachment_15519" align="alignnone" width="615"]Bibbi Jacobsen sælger i højt humør øl på pladsen. Foto: Marie-Louise Kjær Bibbi Jacobsen sælger i højt humør øl på pladsen. Foto: Marie-Louise Kjær[/caption]