Foto: Google Earth

3500 dyr krydsede sidste år motorvejen

Den faunabro, der er bygget over motorvejen vest for Silkeborg er en stor succes. En faunabro er lavet specielt til dyr, der skal kunne krydse motorvejen uden far for sig selv eller trafikken.

Sidste år blev broen passeret 3.500 gange – det viser en ny undersøgelse fra Vejdirektoratet og Danmarks Jægerforbund.

Over 2000 harer, ræve og grævlinger og godt 1200 rådyr og dådyr har passeret broen, der har kostet syv millioner kroner at bygge.

I Danmarks Jægerforbund er man meget glade for broen, for den er med til at sikre en sund bestand af vildt i den trekant, mellem Aarhus, Herning og Vejle, der nu nærmest er indhegnet af motorvejen.

Forskningschef Carsten Riis Olesen siger til Østjyllands Radio, at den genetiske variation vil blive mindre, med mindre dyr udefra kan passere og komme ind og aflevere nogle af deres gener til den lille indelukkede bestand.

På det nye stykke motorvej, der åbner til september, er der bygget to lignende faunapassager.