Foto: Marie-Louise Kjær

I dag vinker Midttrafik farvel til pap-kort

I dag er sidste dag, hvis du vil nå at få fingre i et godt, gammeldags pap-klippekort. Midttrafik stopper nemlig salget.

Beslutningen om at udfase klippekort af pap blev truffet i 2015 af Midttrafiks bestyrelse. I stedet skulle en mobilløsning udvikles.

I maj år kom selskabets mobil-app så, hvor det er muligt at købe digitale klippekort i stedet. App'en er foreløbig hentet 54.000 gange og benyttet 420.000 gange.

- Vi er glade for, at kunderne har taget så godt imod vores app. Vi har fokus på, at det skal være hurtigt og nemt for vores kunder at betale for bussen, fordi vi ved, det har stor betydning for, om de er tilfredse, siger vicedirektør i Midttrafik, Mette Julbo.

Fra den 15. januar 2017 er det kun muligt at bruge de digitale klippekort, så pap-klippekort skal bruges inden da.

For de kunder, som ikke når at få brugt de sidste klip, vil der blive lavet en refusionsmulighed, som der vil blive informeret om, når pap-klippekortet ikke længere kan benyttes.

Der er fortsat mulighed for at købe enkeltbilletter hos chaufføren eller i billetautomater.

DSB udfaser også klippekort af pap i dag.