Kom og flyv en tur på lørdag

Silkeborg Flyveklub holder på lørdag åbent hus for alle interesserede. Det sker i anledningen af nordisk svæveflyvedag, hvor flyveklubber i hele Skandinavien spreder vingerne i håb om at hverve nye medlemmer.

Fra kl. 10 vil der således være mulighed for en flyvetur i et tosædesfly til 100 kr, en særpris i dagens anledning.  Der vil også være særligt gunstige priser, hvis man tegner medlemsskab på dagen.

- Sidst vi havde åbent hus fløj vi mellem 40 og 60 ture, siger formand for Silkeborg Flyveklub Hans Lund. Muligheden for flyveture er dog betinget af, at der er godt vejr og god sigtbarhed.

Silkeborg Flyveklub holder til på Flyvervej 3 på Christianshede flyveplads syd for Pårup.