Ryan R. Nielsen foran det hus, han selv har istandsat. Han prøver nu at sælge det uden brug af mægler. Foto: Marie-Louise Kjær

Ryan sælger selv sit hus

30-årige Ryan R. Nielsen vil gerne sælge sit hus på Gødvad Bakke. Det er der ikke noget unikt i. Det særlige ved Ryan er, at han har fravalgt en ejendomsmæglers hjælp. Han kan og vil selv stå for det hele.

- Det er jyden i mig, indrømmer Ryan.

Omkostningerne ved et salg ved mægler er, ifølge ham, alt for høje. Og så er der et element af kontroltab forbundet med at overlade alt til vedkommende.

- Jeg har brugt utallige timer på at istandsætte det hus. At det skal smides i en pulje hos en mægler, der har mange andre huse at fokusere på, nænner jeg ikke. Hvordan kan jeg vide, om mit hus får den salgsindsats, jeg synes det fortjener, spørger Ryan Nielsen retorisk.

Flyers og kæmpebanner
Alt benarbejdet står Ryan derfor selv for. Og der er tænkt på alle detaljer. I løbet af de næste par dage bliver et stort banner hængt op på stendiget foran huset, og ene mand vil han husstandsomdele cirka 300 flyers rundt omkring i Silkeborgs postkasser.

Det tekniske bag et hussalg var et stort arbejde at sætte sig ind i. Ingen detalje er overset, og han fortæller om planerne for tunge emner som ejerskifteforsikring og tilstandsrapport uden at flakke med blikket.

Ejendomsmægler Anita Jæger mener, at folk som Ryan, der vælger hendes service fra, går glip af meget.

- Det store køberkartotek, jeg som mægler råder over, og den platform, jeg er på markedsføringsmæssigt. Jeg har formået at få 20.000 visninger på en boligannonce henover en weekend, siger Anita Jæger.

Hun ser ikke den store tendens til, at flere vælger selvsalg, og føler sig derfor ikke truet.

Uvisheden er ikke rar
Til trods for, at han selv har istandsat meget af huset, har han ingen håndværksmæssig baggrund. Ryan arbejder ved Dansk Supermarked. En nabo hjalp ham med at sætte køkkenet op.

Prisen på 1,6 mio. kroner er fastsat efter besøg fra to lokale mæglere, der tilbød gratis salgsvurderinger. Hans svoger er ferm til IT og har stået for at opsætte hjemmesiden, som kæresten Pernille har taget billederne til, og nabokonen bager kagen til åbent hus på søndag. Hele netværket hjælper altså til. Ryan bruger også flittigt Facebook i processen, hvor han opfordrer sine venner til at dele linket til salgshjemmesiden.

Han holder en tænksom pause et øjeblik, da der bliver spurgt til ulemperne ved selvsalg.

- Uvisheden. Det er nok det værste, siger Ryan.

Åbent hus-tilmeldingerne mangler
Han er fuldt ud klar over, hvor svagheden i selvsalg ligger. Endnu kniber det med tilmeldingerne til det første åbent hus på søndag, men han er optimist og håber at kunne få vist huset frem for flere. Udover søndag d. 21. er også 18. september og 10. oktober planlagt som fremvisningsdage.

Fortryder han ikke nogle gange, at han ikke har overladt det til andre og bare kan læne sig tilbage og se sit hus blive solgt?

- Jo da. Det strejfede mig så sent som i morges. Men det går hurtigt over igen, smiler Ryan.

Huset er for øjeblikket lejet ud til et ungt par, der flytter i november. Ryan og hans kæreste har boet i Aarhus i et år, hvor de også begge arbejder.

Se Ryans hus på Villa-i-Silkeborg.dk

[caption id="attachment_15552" align="alignnone" width="592"]Om lidt kommer der et banner op at hænge på stendiget foran huset. Ryan viser udkastet på sin mobil. Foto: Marie-Louise Kjær Om lidt kommer der et banner op at hænge på stendiget foran huset. Ryan viser udkastet frem på sin mobil. Foto: Marie-Louise Kjær[/caption]