Arrangør Kurt Pedersen arbejder hårdt i sensommervarmen. Foto: Marie-Louise Kjær

Havnefesten 2016 tager form

Igen i år er der mulighed for at blive VIP til havnefesten og opnå adgang til den flydende bar Pramdrageren. Kurt Pedersen er formand for Regattaforeningen. Sammen med en ansat arbejder han lige nu på højtryk på at få anordningen klar.

- Vi er omkring 70 procent færdige, siger Kurt Pedersen.

Der vil være enkelte ændringer på Pramdrageren sammenlignet med sidste år. Man har sørget for bedre stole og borde og nye lyskæder. Sidst blev den avancerede tømmerflåde pyntet af kreative elever fra en lokal skole, men det inviterede til vandalisme, så den ekstra udsmykningsindsats er fravalgt i år.

Der vil både være dansegulv og festtelt på den flydende bar, såvel som både styrbords- og bagbordsbar, hver med sit sortiment af drikkevarer.

I morgen kl. 18 indvier jazzbandet Creole Cats årets musikale program på det flydende festfartøj.

1galleri3