Foto: Torben Anholm

Motorvejsløbet håber på 20.000 deltagere

Det går godt med tilmeldingerne til de forskellige motionsformer den 10.-11. september på den nye motorvej. Arrangørerne forventer, at det samlede deltagerantal vil nå op i nærheden af 20.000.

På nuværende tidspunkt har 17.000 meldt sig til den store motionsevent i åbningsweekenden 10.-11. september.

Motorvejsløbet er ikke blot en lokal event for silkeborgenserne. Selv om der naturligvis er flest deltagere fra postnummer 8600, omkring hver tredje, viser tilmeldingerne også, at folk er villige til at rejse ret langt for at deltage i årets største motionsfest.

Faktisk er der tilmeldte fra hele 26 lande ud over Danmark. De fleste udlændinge kommer fra Norge, mens der er næstflest udenlandske tilmeldinger fra USA.

Der er også tilmeldinger fra så eksotiske lande som Australien, Nepal, Djibouti og Uganda.

Navnet skræmmer ikke Herning
Det ser ud til, at al polemikken omkring navnet på Silkeborgmotorvejen ikke har skræmt herningenserne fra at deltage. Byen ligger nemlig på andenpladsen i antal tilmeldte, da der indtil videre er 700 deltagere fra Herning. Herefter følger Kjellerup med 450 og Ikast med 380.

Og det er ikke kun jyder, der synes, at et motorvejsløb er spændende. Der er over 300 deltagere tilmeldt fra København.

Målet er fortsat 20.000 deltagere
Med cirka tre uger til tilmeldingsfristen håber og tror arrangørerne fortsat på, at deltagerantallet runder 20.000. Der kommer dagligt mange tilmeldinger, og antallet per dag stiger støt.

- Vi kan se, at efter sommerferien er tilmeldingsfrekvensen taget godt til, og vi ser frem til et par festlige dage med mange glade motionister, siger Flemming Johannsen fra DGI.

Langt de fleste deltagere skal i aktion lørdag 10. september. Her er der indtil videre over 13.500 motionister, hvilket var det oprindelige mål for den første dag. Antallet af startpladser er dog udvidet en del lørdag, så der nu er plads til ca. 16.000 deltagere.

Tilmeldingsfristen er søndag den 4. september.