Foto: Rigspolitiet

Netto-kunde stoppede meget fuld bilist

En 44-årig kvindelig Netto-kunde forhindrede i går en meget fuld mand i at køre af sted i bil.

Kvinden fik øje på den fulde mand på Nettos parkeringsplads på Parallelvej i Kjellerup. Han var ved at gøre klar til at køre fra stedet.

Ifølge politiet var kvinden vaks og tog nøglerne fra den 47-årige mand, og så ringede hun efter politiet.

Betjentene lavede en test med alkometer, da de kom frem, og den viste hele 2,31 i promille, langt over grænsen på 0,5. Så manden blev sigtet for spirituskørsel, anholdt og taget med til en blodprøve.

Den meget høje promille førte til, at betjentene lavede en såkaldt administrativ inddragelse af kørekortet. Så nu må manden ikke køre bil, før en blodprøve har vist noget andet.

- Hvis blodprøven til gengæld viser mere end 2,0, så mister han både kørekort og køretøj, siger Morten Kjær Andersen fra politiet i Silkeborg.

Havde en politipatrulje selv standset manden i bil med en tilsvarende promille, så havde de beslaglagt bilen på stedet. Det gjorde betjentene ikke i går, fordi sagen beror på vidneudsagn.

Viser blodprøven over 1,2 idømmes den 47-årige mand en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst tre år. Viser prøven over 2,0, står han til betinget fængsel.