Foto: Silkeborg Kommune

Hjejlen scorer højt på tilfredsheden

En tilfredshedsundersøgelse, som Hjejleselskabet har fået lavet, viser, at kun meget få turister er blevet skuffede over en tur med Hjejlebådene på Silkeborgsøerne, det skriver mja.dk.

500 turister er blevet spurgt ind til deres oplevelse i forhold til blandt andet prisen og oplevelsen.

På en skala fra 1 til 10 scorer Hjejleselskabet ifølge undersøgelsen 9,4, når der spørges om selve sejlturen og oplevelsen på søerne.

Den tilbagemelding glæder direktør Peder Kristensen, der også er meget tilfreds med karakteren 8,3 i kategorien ”prisen i forhold til oplevelsen”.

- Ifølge eksperterne kan så høj en score være en indikation af, at vi måske har lidt for lave priser. Men jeg tror nu ikke, der kommer prisreguleringer, siger Peder Kristensen til mja.dk.

Undersøgelsen viser til gengæld også, at gæsterne ikke er udpræget tilfredse med p-mulighederne omkring havnen.

- Og det kan jeg kun være enig med dem i. Vi henviser blandt andet til Torvecentret på vores kort, men det er svært at få gæsterne til at bruge centret. Der er udfordringer med at finde nok parkeringspladser omkring havnen til langtidsparkering, siger Peder Kristensen til mja.dk.