Doris Mikkelsen og Bjarne Højgaard Damkilde. Foto: Silkeborg Kommune

Selskab til maden øger ældres sundhed

Flere år på bagen betyder ikke altid flere kilo på sidebenene. Faktisk mister mange ældre appetitten og taber sig, når de bliver ældre, og det er hverken godt for trivsel eller sundhed.

Det har fået personalet på Sandgårdsparkens Tusindfrydsafdeling til at tænke i alternative løsninger. Siden marts i år har de inviteret frivillige ind som såkaldte måltidsvenner. Og det har vendt udviklingen.

- Der er allerede sket en forbedring i trivslen hos de ældre. De første tre måneder med måltidsvenner kontrolvejede vi dem, og i den periode har 16 ud af 20 taget på. Vi kan også konstatere, at de bliver siddende betydeligt længere ved bordet, fortæller Gitte Baunsgaard, der er lokalleder på Sandgårdsparken.

Modstandskraften mod sygdom og evnen til at komme sig efter den forringes, når man er svækket og vejer for lidt.

Gode venner supplerer personalet
Måltidsvennerne kommer en halv time før frokost og hjælper de ældre med at dække bord, plukke blomster og hente hjemmeavlede tomater i den nyanlagte køkkenhave på centret.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det har betydning, at måltidsvennerne kommer udefra og ikke er en del af personalet. Vi er ikke så ligeværdige som måltidsvennerne, der er lokale og ofte har kendt beboerne fra tidligere tiders bowling eller folkedans, siger Gitte Baunsgaard.

Bjarne Højgaard Damkilde har boet på plejecentret i godt et år. Han er tidligere lærer og har meget på hjerte. Derfor er han glad for at få selskab udefra til frokost.

- Det kan godt være svært at få gang i en god dialog med de andre beboere, men det er det ikke med Doris. Vi snakker om alt lige fra mad til rejser, og jeg anser hende bestemt som en rigtig god ven, siger han og bliver bekræftet af sin måltidsven Doris Mikkelsen.

- Det er gengældt. Det er så hyggeligt at komme her og få en god snak. Faktisk har jeg indtryk af, at alle mændene er glade for, at jeg kommer, siger Doris Mikkelsen med et glimt i øjet.

Måltidsvennerne er støttet af penge fra satspuljemidlerne.