Foto: Margrethe Løkkegaard

Bisp føler sig klar til førsteholdet

Der er blevet lukket 17 mål ind bag Silkeborg IF’s forsvar i denne sæson i Superligaen, og i flere situationer har de to etablerede spillere, Dennis Flinta og Simon Jakobsen, haft det umådeligt svært.

Imens sidder den tidligere ungdomslandsholdsspiller Niels Bisp Rasmussen i kulissen og venter på chancen for at komme på banen for førsteholdet.

Siden skiftet fra Vejle i sommerpausen, er det indtil videre kun blevet til kampe i reserveligaen, hvor han var på holdet i nederlaget til Viborg i går.

I et interview med mja.dk lægger Niels Bisp ikke skjul på, at han er skiftet til Silkeborg IF for at prøve sig af på højeste niveau.

- Jeg er 100 procent klar. Jeg har holdt mig i god form, mens jeg har været på bænken, siger Niels Bisp, der dog også anerkender at det er op til træneren at vurdere, hvem der skal spille.

- Jeg kan hverken tænke mig eller snakke mig på holdet. Så jeg prøver bare at tie stille og træne så godt, jeg kan, siger han til mja.dk.