Foto: Margrethe Løkkegaard

Ølstafet aflyser for at beholde tiltroen

I næste uge skulle flere tusinde unge mennesker være løbet om Almindsø med en kasse øl i hånden, men det sker ikke. Arrangørerne af Almindsø Ølstafet har aflyst efterårsudgaven.

Løbet om søen afholdes traditionelt to gange om året, og ved den seneste udgave i maj måned deltog 2500 personer, hvilket var rekord.

Den næste udgave skulle være afholdt fredag den 2. september, men er nu aflyst.

- Vi havde fået vores tilladelser og godkendelser ved Kommune, Politi og Naturstyrelsen. Grunden til aflysningen er blandt andet, at vores samarbejdspartner ikke længere er tilgængelige, siger Johannes Møller Binder fra arrangørgruppen.

Den seneste stafet i maj var en stor succes, hvor der var godt styr på oprydningen. Det har ølstafetten ellers fået kritik for tidligere.

- Vi har arbejdet benhårdt de sidste par år for at genskabe tiltroen fra Kommune og Politi, det ønsker vi på ingen måde at risikere ved en halvhjertet stafet, hvor risikoen for at noget går galt er større, siger Johannes Møller Binder.

Arrangørerne lover at vende stærkt tilbage i foråret 2017.