Bundløs mand skubbede mooncar på vej

En voksen mand uden bukser og underbukser, der skubber en mooncar op ad bakke. Det syn mødte i går bilister på rute 52 ved Kjellerup.

En af bilisterne ringede klokken 10.20 til politiet for at anmelde den bundløse mand med det atypiske køretøj.

Politiet sendte en patruljevogn til Kjellerupvej, men fandt ikke manden eller mooncar'en, så betjentene fortsatte deres rutiner.

Et par timer senere stødte patruljen så pludselig på en mand på Silkeborgvej ved Kjellerup. Han havde godt nok bukser på, men han havde også en mooncar og en cykel med sig.

Patruljen konfronterede manden, der er 27 år gammel og har bopæl i Nuuk i Grønland, og det viste sig, at der var tale om en stjålet cykel. Den 27-årige mand kunne ikke redegøre for mooncar'en.

- Vi mistænker, at mooncar'en også er stjålet, men vi har intet gerningssted. vi vil gerne høre, hvis nogen mangler sådan en, siger Mette Therkelsen fra Silkeborg Politi.

Den pågældende mooncar er blå, med rat, større end de almindelige mooncars, og så står der "12" med sprittusch på fronten.

Den 27-årige mand blev sigtet for tyveri af cyklen og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi politiet mente, at han var den bundløse mand fra rute 52.

Den sigtede talte om en anden 27-årige mand fra Nuuk, der havde været med ham, men han var ikke til stede, da politiet fandt og sigtede ham.

Hvis du har kendskab til den beslaglagte mooncar, kan du kontakte politiet på telefon 114.