Hvad skal Karup Lufthavn hedde?

- Karup skal ud af mørket. Vi skal markere os. Hallo, vi har vores egen lufthavn centralt i Midtjylland!

Ordene var store og visionerne ligeså, da H.C. Østerby indledte dagens pressemøde i og for Karup Lufthavn.

Formålet var at præsentere et nyt navn og en strategi. Men lufthavens folk kan ikke blive enige om et navn, så nu har virksomheden udskrevet en konkurrence. Hvad skal lufthavnen, som Silkeborg Kommune er medejer af, hedde?

En del af den nye strategi, der er blevet præsenteret, er charterrejser fra Karup til Grækenland. Fra sommeren 2017 flyver rejseselskaberne Apollo og Bravo Tours direkte fra Karup til henholdsvis Kreta og Rhodos.

- Karup giver så god mening for os, fordi lufthavnen ligger centralt i Midtjylland, hvor vi både har kontor og mange trofaste gæster. Desuden vil vi gerne støtte op om Karup som lufthavn, fortæller Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen sagde på pressemødet, at lufthavnen har et kæmpe potentiale. Første halvår af 2016 har budt på en vækst på 25 procent.

En del af den nye strategi er også at øge den offentlige transport til og fra lufthavnen, så det bliver lettere at være kunde. Rejsende i bil kan i forvejen parkere gratis ved lufthavnen, endda selvom de er rejst på charterferie. Netop den gratis parkering er unikt for Karup Lufthavn og en stor styrke, mener H.C. Østerby.

Du kan læse mere om konkurrencen og afgive dit forslag på Ukendtlufthavn.dk. Konkurrencen slutter den 19. september.