Genrefoto
23-årig bilist mistede kontrollen i kurve
En 23-årig kvindelig bilist mistede i går herredømmet i en kurve, stødte sammen med en modkørende bil og rullede rundt på taget.
Den unge bilist kom ved halv otte tiden kørende i sydlig retning ad Buskhedevej mellem Kragelund og Funder Kirkeby. Hun kørte omkring 90 km/t.
I en kurve mistede kvinden kontrollen med bilen og kom over i modsatte vejbane, hvor en 43-årig kvindelig bilist kom kørende med 60 km/t.
De to stødte sammen - side mod side - og så fik den 23-årige bilist overstyret i et forsøg på at redde situationen. Hun kørte cirka 100 meter, før bilen rullede rundt og trillede ud på en mark, hvor den landede på taget.
Den 23-årige bilist blev kørt til skadestuen i Herning, hvor lægerne valgte at indlægge hende. Politiet kender ikke omfanget af hendes skader.
Den 43-årige bilist i den modkørende bil kom ikke noget til.