Foto: Danske Beredskaber

Helte hyldet for at redde 69-årig fra brand

På en søndag i april kom Henning Laursen ridende forbi et rækkehus og opdagede, at der var brand. Han fik tilkaldt hjælp og sammen med Katrine Jensen fik han reddet en 69-årig beboer ud. I aftes modtog de to helte Danske Beredskabers hæderslegat for indsatsen

- Der er ingen tvivl om, at Katrine og Henning reddede et andet menneskes liv. De handlede begge resolut, med stort mod og uden tanke for egen sikkerhed. Det er jeg fuld af beundring over, siger beredskabsdirektør i Midtjysk Brand & Redning, Klaus V. Hebsgaard, der indstillede de to midtjyder til prisen.

Det var formiddag, søndag den 3. april, da Henning Wolff Laursen på hesteryg kom forbi rækkehuset på Egelyvej i Bryrup, da han fik øje på kraftig røgudvikling.

Henning kontaktede personalet på det nærliggende plejecenter, hvor han også selv er servicemedarbejder. Her sad SOSU-assistent Katrine Dalsgaard Jensen som vagt.

Katrine ringede straks 112, og herefter løb de to over til det brændende hus på Egelyvej. Da var klokken 10.42.

Huset var ulåst, så de åbnede døren og råbte ind. De kunne høre mumlen.

På trods af røg og varme kravlede Henning ind langs gulvet i entréen for at finde beboeren. Inde i stuen bemærkede han, at der sad en person på en stol midt i stuen.

Henning kunne lige netop skelne personens ben i sollyset gennem terrassedøren, men på grund af varme og røg kan han ikke selv få manden ned fra stolen og er nødt til at kravle ud igen.

Efter kort forberedelse kravler Henning og Katrine sammen ind og får løftet den 69-årige mand ud af sin stol og slæbt ham ud i den friske luft.

Den ældre beboer var ved bevidsthed, men kraftigt mærket af branden.

Klokken 10.55 ankom de første brandfolk til stedet og overtog fra Katrine og Henning. Den 69-årige mand blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han blev behandlet for røgforgiftning i trykkammer. Han var dagen efter erklæret stabil og uden for livsfare.

I aftes modtog de to helte så hæderslegatet på Danske Beredskabers årsmøde. Legatet består af et diplom og 5000 kroner til hver.

- At få en pris som denne vidner jo om, at det, vi gjorde dengang, var helt rigtigt, og at vi leverede en flot indsats. Det er en meget stor anerkendelse, siger Henning Wolff Lauersen.

- Jeg ville til hver en tid have gjort det igen – også selv om vi satte livet på spil. Jeg ville ikke kunne stå og se på, når jeg havde muligheden for at gøre noget, siger Katrine Dalsgaard Jensen.