Foto: Esben Stenfeldt

Kampagne satser på nordjyske familier

Hen over sommeren har Silkeborg været på turné for at tiltrække børnefamilier. I den kommende weekend slutter turnéen i Aalborg.

Fredag formiddag slår bosætningskampagnen Silkeborg Kalder en legeplads op midt i Aalborg for at lokke nordjyske børnefamilier til Silkeborg.

Med hjælp fra børnefamilier i Silkeborg har kampagnefolkene udvalgt smagsprøver på det bedste fra vores område og pakker det hele ud på Gabels Torv i Aalborg.

- Vi glæder os til at fortælle om, hvorfor Silkeborg Kommune er et fantastisk sted for en børnefamilie, og vi medbringer også en jobstand med information om ledige job og jobmuligheder, siger udviklingschef i Silkeborg Kommune Gregers Pilgaard.

Legepladsen har to gange i sommer været i Aarhus, men Silkeborg Kalder har en særlig interesse i Aalborg:

- Silkeborgs virksomheder er varme på nordjyder og har mange jobåbninger. Der er især brug for ingeniører og medarbejdere med erhvervsfaglige uddannelser, og vi ved, at vi kan møde netop disse grupper i Aalborg, siger udviklingschef Gregers Pilgaard.

Lørdag klokken 17 pakkes legepladsen sammen for sidste gang.