Ægteparret Lisbeth og Allan Bernth skuer ud over Ørnsø ved Silkeborg Bad, hvor de flydende hoveder i kunstværket "Heads up!" er placeret i vandet. Foto: Marie-Louise Kjær
Kunstelskere roser Badets udendørskunst
Kunstværker i sten, gips, kviste og jern. Materialerne er mange og forskellige til udstillingen Sculpture Experiment Silkeborg, der kører fra 20. august til 25. september i parken ved Silkeborg Bad.
- Kunsten sætter virkelig tanker i gang, siger Lisbeth Bernth, der med sin mand Allan netop har gæstet den udendørs udstilling.
Ægteparret er pensionister og dyrker kunsten og kulturen til fulde. Det er derfor et par drevne museumsgængere, der betræder græsset ved Silkeborg Bad denne lumre sensommerdag. Lisbeth Bernth har i årevis været medlem af 'De Grå Panteres Kunstklub', hvor det grå guld dyrker kunst og kultur med hinanden.
Naturen agerer kulisse
Parret har blandt andet også flittigt gæstet Sculpture by the Sea i Aarhus gennem årene, så referencerammen for at forstå Sculpture Experiment Silkeborg er på plads.
Vi er udendørs, og det samme er kunsten. Den er spredt ud over parken, entré koster ingenting, og der er adgang for besøgende døgnet rundt. Tolv kunstværker og -installationer udvalgt af Badet og Dansk Billedhuggersamfund pryder plæne, træer og sø i området.
Naturen er brugt aktivt i arrangementet, og det huer især Allan.
Imens fortæller Lisbeth levende om, hvad de enkelte kunstværker i parken ved Silkeborg Bad har givet hende. Hendes favorit er blomsterne, der støbt i gips og håndklæder symboliserer menneskets træthedscyklus. Den fuldt udsprungne blomst symboliserer for eksempel det udhvilede menneske, og den lukkede blomst den trætte.
Jernholdigt vand og flydende hoveder
Parret vandrer til sidst ned mod Ørnsø, hvor der er kunst ude i selve vandet. På vejen ligger Arnakkekilden, og Allan Bernth rækker ud og smager en håndfuld fra kildens udspring.
- Det er sundt, det vand. Man kan virkelig smage jernet, siger Allan, mens han tørrer hænderne af i sit bukseben og går videre ned mod søen, hvor kunstværket 'Heads up!' er placeret.
Billedhuggeren Gudrun Steen-Andersen står bag installationen, hvor hvide "menneskehoveder" skvulper rundt nede i vandet. Det er en af de mest affotograferede kunstinstallationer i udstillingen. Parret står længe og betragter det og udveksler kommentarer om mulige betydninger.
Lisbeth og Allan virker tilfredse med dagens oplevelser og vil gerne anbefale andre at besøge Sculpture Experiment Silkeborg. Ikke kun på grund af kunsten.
- Man får én på naturen herude, siger Allan Bernth.
Læs her, hvordan udstillingen har klaret sig de første dage
[inpost_pixedelic_camera slide_width="615" slide_height="410" thumb_width="75" thumb_height="50" post_id="16037" skin="camera_amber_skin" alignment="" time="7000" transition_period="300" bar_direction="leftToRight" data_alignment="topLeft" easing="swing" slide_effects="scrollHorz" grid_difference="250" thumbnails="1" pagination="0" auto_advance="0" hover="0" play_pause_buttons="1" pause_on_click="1" id="" random="0" group="0" show_in_popup="0" album_cover="" album_cover_width="200" album_cover_height="200" popup_width="800" popup_max_height="600" popup_title="Gallery" type="pixedelic_camera" sc_id="sc1472648277319"]