Særlige vikingegrave fundet nord for byen

Arkæologer har fundet spor efter blandt andet vikinger ved en prøvegravning et sted nord for byen. Stedet viser spor efter flere tusinde års aktiviteter, skriver videnskab.dk.

Området er ved at blive byggemodnet, og derfor har Museum Silkeborgs arkæologer gravet på stedet siden tiden omkring påske.

Og det har ført til fundet af flere bebyggelser i form af både såkaldte grubehuse, der typisk har været brugt som værksteder i vikingetiden, beboelseshuse og grave.

Arkæolog og museumsinspektør Maria Thiemke fra Museum Silkeborg siger til Videnskab.dk, at man på stedet kan spore aktiviteter fra stenalderen og helt op i middelalderen.

Hun og kollegaen Rikke Isler er begge overvældede over de mange tidsaldre, der er repræsenteret i udgravningen, for der er spor af langt mere end bare vikingeaktivitet.

Der er fundet mindst 14 huse og 5 grave fra stenalder, bronzealder og helt op til middelalderen. Da prøvegravningen startede, dukkede hurtigt en grav op, hvor der var spor efter metal fra en såkaldt klinknagle - en form for søm.

Det tyder ifølge arkæologerne på, at graven kan være en såkaldt vognfadinggrav, der typisk rummer en kvinde med høj status.

En vognfading er ladet på en vogn, og i vikingetiden var det netop fornemme eller velhavende kvinder, der blev gravlagt på den måde.

Jorden har også kastet andre ting af sig, som arkæologerne finder interessant.

- Et øksehoved fra stenalderen, en mejsel- eller hammerlignende sag, som sandsynligvis er fra bronzealderen, små tenvægte fra vikingetiden og en nøgle, som er fra middelalderen, siger arkæolog Rikke Isler til videnskab.dk.