Genrefoto

Tømrerfirma Anders Løwe ApS konkurs

Skifteretten i Viborg har taget Gjern-tømrerfirmaet Anders Løwe ApS under konkursbehandling. Årsagen er, at en stor kunde er gået konkurs.

Tømrerfirmaet har gennem længere tid været i gang med udskiftningen af taget på Sejs Skole. Det arbejde bliver nu forsinket, fordi et andet firma først skal overtage.

I det seneste offentlige regnskab havde Anders Løwe ApS et overskud på 459.000 kroner og officielt 10-19 ansatte.

Sidste år gennemførte selskabet blandt andet udskiftningen af 1000 kvadratmeter tag på Voel Skole.

Nu har en kundes konkurs påført virksomheden et stort tab - og det var for stort.

- Vi vil godt sige tak til kunder, ansatte og samarbejdspartnere, der har støttet os gennem årerne og især i den seneste svære tid, vi har været igennem, skriver Anders Løwe på Facebook.

Skifteretten modtog i oktober en konkursbegæring fra en tidligere ansat, der havde penge til gode. Nu er en kurator sat på konkursbehandlingen, det er Jes Edmund Andersen fra Holstebro.

Eventuelle kreditorer skal til kurator gøre krav på deres tilgodehavende senest den 23. november.