Foto: Silkeborg IF

SIF forlænger allerede med Moro

SIF's ghanesiske midtbanespiller Ibrahim Moro forlænger sin kontrakt med klubben for yderligere to år. Dermed er han sikret for SIF frem til sommeren 2020.

Den 22-årige spiller kom til klubben i august på en toårig kontakt, men den er nu forlænget med yderligere to år.

- Jeg kan nu koncentrere mig om at spille fodbold, og det er vigtigt. Jeg spiller på et godt hold i en god klub, og jeg har haft nogle rigtig gode måneder her siden min ankomst. Jeg er en del af en god familie, jeg spiller på et godt hold med nogle fine holdkammerater, og der er en god atmosfære i klubben. Her føler jeg mig hjemme, siger Ibrahim Moro.

Midtbanespilleren kom til Silkeborg på en fri transfer, efter hans tyrkiske klub Adana Demirspor kom i finansielle vanskeligheder.

Siden Moro fik sin debut for SIF, har holdet kun tabt en enkelt kamp, det var mod FCK i Parken.

Når SIF møder AGF fredag aften spiller Ibrahim Moro sin 10. kamp for SIF, og han er allerede kult blandt tilhængerne, der har lavet en sang specielt dedikeret til ham.

- Det betyder meget, at de synger for mig. Det giver mig en ekstra motivation, for jeg vil gerne gøre dem glade hver gang, siger Moro.