Foto: Rigspolitiet

Unge hash-rygere taget af politiet

En gruppe på seks unge drenge blev i går ved middagstid taget med hashmix i hånden af politiet. Drengene sad bag Dania Erhvervsakademi på Bredhøjvej.

Politiet modtog anmeldelsen kl. 11.40 og sendte en patrulje derover.

Betjentene fandt de unge, der var midt i at riste hashmix. De fandt også en hjemmelavet hashpibe og andet udstyr.

De seks unge blev visiteret, og en 17-årig dreng blev fundet i besiddelse af 1,75 g hash, mens en 18-årig mand havde 1,68 gram færdigblandet hashmix. De resterende fire, alle 17-årige drenge, havde ingenting på sig.

Lugt af hash viste vejen
Politiet fik også fat i en anden ung mand med hash i går.

Klokken 07.30 var politiet på Resedavej i forbindelse med en anden sag, da betjentene kunne lugte hashrøg.

Betjentene gik efter lugten og fandt en lejlighed, hvor en 19-årig mand sad med rygeredskaber, digitalvægt og 3,46 gram hash.

Alle tre personer i besiddelse af euforiserende stoffer kan nu forvente at modtage en bøde.