Billedet stammer fra Fårvang Skoles 50 års jubilæum i 2014. Foto: Silkeborg Kommune

Fårvang kåret som årets lokalområde

Der var klapsalver og store smil, da Fårvang lørdag blev kåret som årets lokalområde i Silkeborg Kommune, det skriver TV2 Midtvest.

Årets lokalområde er en nystiftet pris, der skal hædre en landsby, bydel eller by, der gør en særlig indsats for at skabe aktivitet og udvikling. Med prisen følger 40.000 kroner.

For næsen af seks andre nominerede, løb Fårvang med prisen på grund af borgernes store arbejde med at inkludere nytilkomne østeuropæere, der er kommet til i byen i forbindelse med arbejde på den lokale møbelfabrik.

- De har gjort en enorm stor indsats. Fårvang har den særlige udfordring, at de har fået rigtig mange nye borgere til, rigtig mange østeuropæere, og de har været rigtig gode til at inkludere dem i deres samfund og fået skabt nogle gode måder at få dem gjort til en del af samfundet. Og det synes vi, at de skulle have en anerkendelse for, siger Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg Kommune, som lørdag overrakte prisen.

En del af prisens 40.000 kroner skal bruges på at oversætte foreningsbrochurer og tekst på områdets infoskærme til flere østeuropæiske sprog og til en international fest i byen. Målet er, at få flere nytilkomne til at deltage i foreningslivet og fælles aktiviteter.

Der er omkring 2300 indbyggere i Fårvang, og af dem er cirka hver femte østeuropæer.