Gerningssted voldtægtssag Ansvej/Andetorvet. Foto: Martin Ballund

Voldtægtssigtet mand er løsladt

SILKEBORG En 24-årig, voldtægtssigtet mand fra Silkeborg blev i går løsladt fra fængslet på politiets foranledning.
Manden blev sigtet i forbindelse med en anmeldelse om voldtægt den 30. oktober mellem klokken 18.35-18.45 ved Ansvej i Silkeborg. Her har manden ifølge en kvindes forklaring udgivet sig for at være politimand. Herefter trak han kvinden med ned til et buskads ved Silkeborg Langsø, hvor han angiveligt gennemførte en fuldbyrdet voldtægt af kvinden.

Den 24-årige mand blev efterfølgende anholdt, sigtet og varetægtsfængslet. Politiet fandt et brugt kondom på stedet.
- Vi har endnu ikke fået svar på dna-undersøgelsen af kondomet. Det afventer vi stadig, så det er ikke derfor, vi har valgt at løslade manden, siger politiassistent Mette Therkelsen fra politiet i Silkeborg.

Hun henviser blot til, at der er kommet nye oplysninger, som har bevirket, at manden er blevet løsladt.
- Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Mette Therkelsen, der bekræfter, at den 24-årige stadig er sigtet.
Politiet ønsker fortsat at komme i kontakt med personer, der har befundet sig i området omkring gerningsstedet søndag den 30. oktober 2016 i gerningstidstidpunktet.
Blandt andet søger politiet en familie med en hund, som angiveligt skulle have befundet sig i nærheden.