Brand i Dagli’Brugsen i Engesvang var påsat

Det var en 14-årig pige fra lokalområdet, der ved et uheld kom til at antænde en brand ved Dagli’Brugsen i Engesvang d. 27. oktober.

Det konstaterer Midt og Vestjyllands politi efter at have afhørt en gruppe unge, der var til stede.

- Pigen forklarer, at hun har antændt et vådt stykke pap i et skur, der tilhørte butikken, men at ilden ikke fangede, da pappet var for vådt. Derfor forlod hun stedet i god tro, siger politikommissær Michael Schultze.

Politiets teori er dog, at ilden alligevel fik fat i pappet og derfor antændte den brand, der forsagde store sod-og røgskader på butikken, som måtte lukkes de efterfølgende dage. Store dele af butikkens varer måtte samtidig kasseres.

- Vi mener, at det var uforsætligt, at pigen antændte branden, og derfor bliver hun ikke sigtet for at have påsat branden, siger Michael Schultze.

- Om der skal være et erstatningskrav, det er en diskussion mellem butikkens og pigens forældres forsikringsselskab, uddyber han.