Det var disse sten, som blev fundet på den nye motorvej tilbage i august.

Politiet opklarer sag om stenkast

Lokalpolitiet i Silkeborg lukker nu den alvorlige sag om stenkast fra en af de nye motorvejsbroer.

Kort efter midnat den 22. august anmeldte en vagtmand, at en sten blev kastet ned fra broen fra den endnu ikke åbnede motorvej. Stenen ramte ifølge vagtmanden fem meter foran bilen, og han så en gruppe unge mennesker løbe væk fra broen.

Politikommissær Bent Riber Nielsen oplyser, at fem piger og to drenge har erkendt, at de har stået på broen den augustaften. En af pigerne har også erkendt, at hun kastede »noget« ned fra broen. Men ikke en sten.

- I vores efterforskning er det ikke lykkedes politiet at finde beviser for, at de unge har kastet en sten ned og bragt andres liv i fare. Sammen med anklagemyndigheden har vi derfor vurderet, at vi ikke har bevismateriale nok til at løfte sagen i retten, siger Bent Riber Nielsen.

De syv unge mennesker er i alderen 15 til 18 år. De kommer fra Lystrup, Viborg, Tommerup, Sønderborg, Them, Skælskør og Nordborg. De var på et skoleophold i Silkeborg.

Der syv unge blev allerede sigtet for episoden den 26. august og siden har politiet i hemmelighed efterforsket sagen. Blandt andet ved hjælp af dna-prøver.

De unge mennesker, og deres forældre, fik torsdag besked om, at sagen nu lukkes.

Bent Riber Nielsen vurderer, at de unge har handlet i kådhed og været ubetænksomme.

- De har ikke givet nogen sammenhængende forklaring på, hvorfor de var på broen og hvorfor noget blev kastet ned, konstaterer Bent Riber Nielsen.

Stenkast fra motorvejsbroer var meget fremme i medierne i sensommeren. Ikke mindst fordi en tysk mor blev dræbt efter et stenkast fra en fynsk motorvejsbro inden episoden i Silkeborg.