Silkeborg-Voel får sikker sejr efter højt niveau

Der var dømt »mini-finale« omkring sjette- og syvendepladsen i kvindernes liga onsdag aften i Jysk Arena, inden ligaholdene gik på EM-pause, og hjemmeholdet slog til og vandt overraskende stort med 37-25 efter 19-15 ved pausen.

Det var sæsonens største sejr.

Dermed fik Silkeborg-Voel sejre i de to sidste kampe og lagde sig tæt på den sjetteplads, der giver slutspil.

- Det var helt vildt og fantastisk, og vi har ventet på de her kampe, hvor vi rammer et højt niveau og de stærke modstandere ikke gør det helt. Det har noget med mennesker at gøre, og Randers har haft det svært, siger Silkeborg-Voel-træner Jakob Andreasen.

- Jeg føler, vi går ind til hver eneste kamp og er godt forbredt, men hvis modstanderne er god og Randers havde ramt sit højeste niveau, så havde vi ikke vundet over dem. De har jo landsholdspilere og en topscorer fra den tyske bundesliga, og Maria Fisker på fløjen, men de rammer ikke altid deres højeste niveau. Men når det går ned ad bakke skal man havde det vendt igen, og det har Randers haft svært ved, siger Silkeborg-Voel-træneren

Randers var foran 1-0 og 4-3, men hang ellers bagefter fra midten af første halvleg, hvor hjemmeholdet rykkede i front fem-seks mål inden pausen.

Silkeborg-Voel spillede sig godt ind i kampen i løbet af første halvleg og 19 mål vidner om, at angrebsspillet fungerede med Stine Skogrand, Sofie Bæk Andersen og Trine Troelsen i hopla.

Desuden styrkede det Silkeborg-Voel, at Jette Hansen kunne få pauser fra sit offensive forsvar, og både Mathilde Bjerregaard og tilbagevendte Rikke Iversen kunne tage over et mere defensivt men også fysisk stærkere forsvar.

Men der blev budt ind af alle, der kom på banen. Spillerne trådte virkelig i karakter.