Robert Skov ved 1-0, da Silkeborg IF mandag aften tog imod Esbjerg fB i Superligaen. (Ernst van Norde/POLFOTO)

Sikker SIF-sejr med perlemål

Tre smukke mål og en bundsolid defensiv.

Det var ingredienserne, da Silkeborg IF fortsatte stimen af gode resultater i Superligaen med en 3-0 sejr over bundproppen Esbjerg fB.
Det resultat var noget nær det optimale udbytte på en aften, hvor SIF egentlig ikke for alvor foldede sig ud, men altså alligevel gjorde rigeligt til at vinde komfortabelt mod de trængte vestjyder.

- Vi har spillet bedre kampe. Hvis jeg skal være en lille smule fræk, er det meget godt at vinde 3-0 uden at spille i nærheden af det bedste, vi har spillet tidligere, siger SIF-træner Peter Sørensen.

Han er meget tilfreds med, hvor solidt et mandskab SIF er blevet.

- Der er nogle gode relationer, der sidder. Vi er ikke bange for at spille hinanden i pressede situationer. Vi sætter hinanden godt op og er solide defensivt. Og er også farlige offensivt, siger træneren.